Seneste magaziner


 


 

 


 
 
 

VOL. Magazine #20

GANT - Da skjorten blev hvermandseje

Krigsstemning og jødeforfølgelse prægede Europa, da Bernard Gantmacher i 1914 satte kurs mod den amerikanske østkyst. Som for mange andre emigranter var det drømmen om en bedre tilværelse, der førte den 21-årige ukrainer til ’Guds eget land’.



Vel ankommet til New York søgte Bernard Gantmacher ind på farmaceut-studiet på Columbia University. For at finansiere sine studier arbejdede han om natten på en af de mange skjortefabrikker på Manhattans Lower East Side. Arbejdsbetingelserne var forfærdelige og lønnen lå nær sultegrænsen. Bernards job bestod i at sy skjortekraver, et arbejde han satte stor ære i. Og han fik da også anerkendelse for sit håndværk og sans for detaljer, ikke mindst fra fabrikkens knap- og knaphulsspecialist Rebecca Rose – den senere Mrs. Gantmacher.



”G”


Under første verdenskrig rejste Bernard Gantmacher til fronten med de amerikanske styrker. Da han kom hjem var det som en forandret mand. Han talte aldrig om sine oplevelser under krigen, men det var tydeligt, at den havde efterladt ar på sjælen. På samme tid besluttede Bernard Gantmacher sig for at satse fuldt og helt på tilværelsen som skrædder.



Sammen med sin kone Rebecca og partneren Morris Shapiro startede han et lille skjorteskrædderi i Brooklyn, der producerede eksklusive skjorter til etablerede detailkæder som Brooks Brothers og J. Press. Som underleverandør var Gantmacher og Shapiros skjorter forholdsvis anonyme, men man kunne altid genkende Bernard Gantmachers kreationer på det lille broderede ”G”, som snart blev et efterspurgt varemærke hos de amerikanske kunder.



Forretningen gik godt, og i 1927 flyttede Gantmacher og Shapiro deres produktion til New Haven i Connecticut.


 

 

 Læs artikel som iPaper

 

 

 

     Sitemap