Seneste magaziner


 


 

 


 
 
 

VOL. Magazine #20

uno form – enkelt og smukt, en dansk møbelklassiker

Blandt de helt store møbelklassikere i Danmark er et køkken. Et køkken der er lige så let genkendeligt som Poul Henningsens klassiske PH5 lampe eller Arne Jacobsens syverstol. Et køkken der efterhånden har mere end 40 år på bagen, men som designmæssigt ikke er blevet støvet og forældet. Nogle gange lykkes det simpelthen bare at ramme plet i første forsøg. Lige netop det gjorde Arne Munch tilbage i 1968. Med en baggrund langt fra arkitektverdenen, havde han et ønske om at skabe et køkken som kunne sætte nye standarder både indenfor funktionalitet og design. Arne Munchs version af det perfekte køkken, blev lynhurtigt anerkendt som et kvalitetsprodukt, hvad angik netop kvalitet og design.

Tradition og fornyelse
Den dag i dag er det klassiske uno form design med de slanke lameller stadig den store drivkraft, men de seneste år har man fra fabrikken i Farsø lanceret to nye køkken-serier. Det drejer sig om A+ Kitchen Couture og U-Series. Man har fra uno forms side haft lyst til at udvide serien af kvalitetskøkkener. De nye produkter ligger så langt fra Classic serien, at det mest rigtige har været at give dem deres eget navn. Fælles for de tre serier er dog, at langt det meste laves i hånden. Enhver låge eller skuffe passerer forbi mange hænder og ikke mindst øjne. På denne måde sikrer man den absolut bedste kvalitet.

Kitchen Couture
Karakteristisk for A + Kitchen Couture er, at man for første gang i uno forms historie er gået væk fra at anvende træ. Man har udviklet et køkken, hvor inspirationen er hentet fra blandt andet modeverdenen – deraf navnet. Stilen er rå og klassisk på samme tid. I den nye serie anvender man atypiske produkter såsom læder, linoleum, aluminium og glas. Man anvender endvidere konstruerede træsorter såsom teak, wengé og zebrano. Det er smukke sorter, som er efterspurgte og som en stor del af den nye kundegruppe ønsker i deres køkken. Men samtidigt er det træsorter, der er tæt forbundne med den truede regnskov. Hos uno form ønsker man at opfylde kundens behov, men uden at moralen bliver flosset. Derfor har man konstrueret disse træsorter på basis af italiensk poppel, som gennemfarves med plantefarver og på ny opskæres i finér med åretegning og samme udtryk som de oprindelige træsorter. Dermed har man nu mulighed for at tilbyde kunderne noget smukt og unikt, og stadig kun anvende træ fra bæredygtigt skovbrug.


A + Kitchen Couture er et feinschmecker produkt af ypperste kvalitet. Der bliver i hele produktionsfasen valgt de mest eksklusive løsninger, og så må man slutteligt se hvad prisen bliver.

 

  

 Læs artikel som iPaper

 

     Sitemap