Seneste magaziner


 


 

 


 
 
 

VOL. Magazine #20  

 

Fru Larsen - midt i det hele, og alligevel lidt væk fra alfarvej

 

”Hist hvor vejen slår en bugt”, skriver H.C Andersen i en sang vi alle kender. Det smukke hus som ligger lidt langt væk fra dagligdagens stres og jag kunne sagtens være Fru Larsen, som rummer både hotelværelser og en restaurant. Her har vi nemlig med en helt speciel restaurant at gøre. Stedet ligger ikke mere end en halv times kørsel fra Århus. Spørger man sig frem, er det et sted som mange madelskere nikker genkendende til.

 

Men hvad med den lille by som Fru Larsen ligger i? Nej, den er der ikke rigtigt nogen der kan huske. Selv ikke når de får at vide, at den hedder Laurbjerg. Byen er kendt for en ting og det er dens gennem mange år lovpriste restaurant og hotel. De seneste ca. ni år har parret Kim Jelling og Dorthe Olsen drevet stedet sammen. Tilbage i foråret 1996 mødte de hinanden på Henne Kirkeby Kro. Efter fem års samliv og ti års erfaring valgte de i 2001 at købe Fru Larsen i Laurbjerg. Nu skulle de altså både være kolleger og par.

 

Deres samarbejde fungerer rigtig godt og de har fundet en rytme hvor de både kan være familie med to børn og samtidigt være kolleger. Men som Kim Jelling siger, ”en gang imellem kan bølgerne godt gå lidt højt”.

Råvarer og tid
Kim Jelling og Dorthe Olsen bruger en stor del af deres tid på at sikre sig de bedste råvarer. Når de har fået dem hjem i køkkenet kommer de til forarbejdningen. Her understreger Kim Jelling, hvad der er vigtigt, ”restaurationsbranchen kan være stressende og alting kan nemt komme til at gå for hurtigt, men ikke hos os.

 

Det skal gå hurtigt, men ikke for hurtigt. Specielt når det gælder omgangen med de gode råvarer vi bruger, skal vi være omhyggelige og bruge den tid det tager, for at kunne tilbyde gæsten det allerbedste.”

 

Nogle af de råvarer man bruger i køkkenet hos Fru Larsen er af egen avl. ”Vi dyrker selv et stort antal krydderurter, og en del grøntsager kommer fra lokale avlere, fx kartofler, gulerødder og asparges som dyrkes ca. en km fra restauranten. På den måde er vi helt sikre på kvaliteten, vi kan cykle ud og hente varerne, og kan tilbyde vores gæster råvarer som er trukket lige op af jorden.” siger Kim Jelling.

 

 

 Læs artikel som iPaper

 

     Sitemap